Hvad sker der, når vi dør?

Det er to uger siden Moesgaard Museum genåbnede og vi er begejstrede over den store interesse, som også ses i udstillingsdelen om De Dødes Ting. På vores dilemma-væg tikker spørgsmålene ind og vi er glade for at så mange vil dele. Udvalgte dilemmaer og svar vil blive publiceret her løbende.
Vi starter i dag! Og svar på spørgsmål og dilemmaer er selvfølgelig velkomne herinde ligesom i udstillingen.

Overskriften i dagens indlæg er også det første spørgsmål. Det handler ikke om arvede ting, men det er det spørgsmål, som har fået flest svar i udstillingen:

Hvad sker der, når vi dør?

– Jeg tror at når man dør så bliver man enten et dyr eller menneske.
– Livet er en gave, så vær glad for den. Er du glad for den?
– Når man dør så bliver man et spøgelse.
– Jeg tror man forlader sin fysiske krop og ‘lever’ videre som en ånd i en anden dimension.
– Jeg tror at man lever videre i et andet menneske, og at man passer på de efterladte.

Vi ser frem til flere spørgsmål og svar fra jer!

Har du også et arvestykke liggende?

Arvestykker kan stå på hylder og skabe. Som det vigtigste. Til pynt og fryd.

De kan også fylde i skabe og skuffer. Og ikke mindst vores bevidsthed.

De kan blive brugt, være i vejen, blive genopdaget. Komme imellem familiemedlemmer og sætte det hele lidt på spidsen.

Genkender du noget af det ovenstående? Eller har du en helt anden forestilling om, hvad arvestykker kan? Eller har du blot gemt noget, som du finder lidt særligt?

Så hører vi i Moesgaard Museums Etnografiske Samlinger meget gerne fra dig!

Skriv til museumsinspektør Ane Bonde Rolsted på ane.bonde.rolsted(a)moesmus.dk.

“Fordi det var min fars!”

En kølig vinterdag med dampende varm te. Ole kikker op. Han er lige blevet spurgt, hvorfor han i et halvt århundrede har gemt en drejebænk, en værktøjskasse og utallige stykker værktøj. “Fordi det var min fars!” svarer han. Ole har ikke brugt tingene, som han fik efter faderens død, men han har heller ikke kunnet smide dem ud. Og det er langt fra kun Ole, der har det sådan med arvestykker. Det finder vi på Moesgaard Museum yderst interessant. For hvorfor gemmer vi på de dødes ting, når vi ikke bruger dem? Når Moesgaard Museum åbner d. 11. oktober, er Oles fars ting en del af den etnografiske udstilling. Drejebænk, værktøj, værktøjskasse og et helt særligt tog. Vi glæder os til at vise det frem, mens vi spørger os selv og hinanden: Lever vi med de døde, når vi lever med deres ting?